01.07.24
Nærværende salgs- og leveringsbetingelser for Clouded IT ApS cvr. 43 37 24 83 (herefter benævnt CLOUDED IT) fastsætter vilkårene for CLOUDED IT’s levering af ydelser og varer til Kunden. Fravigelse af disse vilkår kan alene ske ved skriftlig aftale herom.
Der er ikke dedikeret navngivne konsulenter til gennemførelse af en aftale. CLOUDED IT forbeholder sig altid ret til at udskifte konsulenter med andre kvalificerede konsulenter efter CLOUDED IT’s valg. CLOUDED IT kan til hver en tid vælge at lade opgaven udføre af underleverandører, uden at dette påvirker CLOUDED IT’s ansvar.
Såfremt der indgår varer, defineret som udstyr og standardprogrammel, i leverancen, fremgår dette af den konkrete aftale med Kunden. Medmindre andet fremgår af ordren, betales særskilt for udpakning, opsætning, installation, o. lign. Risikoen for varer overgår til Kunden ved fysisk levering. Bestilte varer, der ikke indgår i CLOUDED IT’s produktsortiment, licenser samt øvrige konfigurationsvarer krediteres ikke, og tages ikke retur.
For at CLOUDED IT kan gennemføre en indgået aftale, er det afgørende, at Kunden medvirker aktivt i processen. I den forbindelse har Kunden pligt til at informere CLOUDED IT’s konsulenter om alle forhold, der har betydning for en aftales gennemførelse, samt at bidrage til tilrettelæggelse af arbejdet og tildele egne ressourcer, således at aftalen kan udføres som aftalt. Kunden er endvidere ansvarlig for IT-installationer, kommunikationslinjer og for at der til enhver tid er taget fornødne backup, således at Kundens data altid kan rekonstrueres. I det omfang CLOUDED IT skønner det nødvendigt for en aftales gennemførelse, skal Kunden for egen regning give konsulenterne adgang til Kundens IT-installation og databaser efter konsulenternes nærmere anvisning. Endvidere skal Kunden stille de nødvendige og lovlige arbejdspladser til rådighed for konsulenterne – arbejdspladserne skal være forsynet med IT installationer, kommunikations -faciliteter m.v. efter konsulenternes nærmere anvisning. Såfremt Kundens forhold betyder, at den aftalte ydelse ikke kan leveres, faktureres Kunden den aftalte ydelse med fradrag af CLOUDED IT’s eventuelle anden fakturering af den pågældende konsulent i samme periode. CLOUDED IT kan på ingen måde gøres ansvarlig for forhold, som kan henføres til Kundens manglende opfyldelse af sine forpligtelser under samarbejdsforholdet.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, faktureres den leverede ydelse efter forbrugt tid, i henhold til CLOUDED IT’s gældende prisliste.
TRANSPORT- OG OPHOLDSUDGIFTER Medmindre andet er skriftligt aftalt, faktureres udgifter til konsulenternes transport, ophold og fortæring i forbindelse med arbejdets udførelse, i henhold til CLOUDED IT’s gældende prisliste.
Medmindre der i ordren er angivet en fast pris på gennemførelse af en opgave, faktureres på baggrund af anvendt tidsforbrug, udspecificeret på de enkelte ydelser eller konsulenter. Varer faktureres ved levering. Såfremt Kunden ønsker at gøre indsigelser mod en fremsendt faktura, skal dette ske senest 5 dage efter fakturadato. Såfremt andet ikke er skriftligt aftalt, skal betaling være sket senest 8 dage efter fakturadato. Ved forsinket betaling tillægges morarenter, svarende til Nationalbankens til enhver tid fastsatte referencerente med et tillæg på 7 % beregnet fra forfaldstidspunktet.
CLOUDED IT er alene ansvarlig for, at de udførte opgaver lever op til en god faglig standard på området. Leverede varer er underlagt producentens garanti i det omfang, det fremgår af varens dokumentation.
CLOUDED IT giver ingen garanti derudover. CLOUDED IT kan ikke gøres ansvarlig for, at den leverede ydelse ikke har den ønskede værdi for Kunden, at Kunden ikke opnår de ønskede resultater, eller at ydelsen i øvrigt ikke har den forudsatte hensigtsmæssighed.
CLOUDED IT fraskriver sig således ansvaret for kundens øvrige tab og skader som følge af tekniske fejl og mangler, ligesom garantien bortfalder, hvis kunden selv foretager indgreb i maskinellet. CLOUDED IT påtager sig ikke noget ansvar for fejl og mangler ved standardprogrammel. Ligeledes vil CLOUDED IT ikke kunne rette i programmel udviklet af andre, men vil omgående tage skridt til, at den lokale distributør eller om muligt producent kobles på opgaven. CLOUDED IT fraskriver sig ethvert ansvar for skader på eventuelle data uanset medie (inkl. CLOUDED IT Online Backup), som CLOUDED IT kommer i kontakt med ved installering og ved den videre vedligeholdelse af maskinel, programmel og serviceydelser, herunder serviceabonnementer. CLOUDED IT er i øvrigt ikke ansvarlig over for kunden, hvor der er tale om forhold, som CLOUDED IT ikke med rimelighed har indflydelse på, eller som i øvrigt ikke skyldes fejl eller forsømmelse fra CLOUDED IT’s side. CLOUDED IT kan ikke gøres ansvarlig for tabt data, herunder tyveri.
CLOUDED IT er ikke GDPR rådgiver eller anden form for compliance rådgiver og fraskriver sig alt ansvar ved GDPR og Compliance arbejde. CLOUDED IT anbefaler altid brug af Advokat til at bistå til compliance. CLOUDED IT kan bistå i teknisk arbejde vedr. GDPR, men er ikke rådgiver med ansvar. Herudover fraskrives der ansvar for enhver form for erstatningspligt og ansvar for eventuelle direkte som indirekte tab i forbindelse med brug af den ydede ydelse.
CLOUDED IT opbevarer kunders Online backup krypteret på Microsoft Azure. CLOUDED IT kan ikke på nogen måde gøres ansvarlig overfor datatab på Online backup. Herunder tyveri, brand, vandskade m.v. Kunden selv er ansvarlig for at backup kører korrekt til enhver tid. Kunden bør selv tegne en passende drifttabsforsikring hvis dette ønskes.
CLOUDED IT kan således ikke gøres ansvarlig for følgeskader af enhver art, såsom f.eks. mistede data, påførte vira, tabt fortjeneste, indirekte tab og skader. Herudover fraskrives der ansvar for enhver form for erstatningspligt og ansvar for eventuelle direkte som indirekte tab i forbindelse med brug af den ydede ydelse.
Kunden er forpligtet til at undersøge, evaluere og afprøve det leverede ved hvert projekts eller del projekts afslutning. Mangler, der opdages ved en sådan gennemgang skal straks meddeles CLOUDED IT. Kun såfremt den af CLOUDED IT leverede ydelse må betegnes som mangelfuld, og dette ikke burde være opdaget af Kunden i forbindelse med Kundens gennemgang, kan Kunden påberåbe sig manglen. Reklamation skal ske straks manglen opdages, dog senest 1 måned efter arbejdets afslutning. For varer gælder reglerne i varernes dokumentation. I tilfælde af mangler kan CLOUDED IT vælge, om man vil foretage omlevering eller efterlevering af den leverede ydelse, eller om man i stedet vil give Kunden et forholdsmæssigt afslag. Kunden kan ikke gøre andre beføjelser gældende mod CLOUDED IT.
Ingen af parterne kan gøres ansvarlig for forhold, der må betegnes som force majeure, herunder, men ikke begrænset til, krig, optøjer, opstand, generalstrejke, ildsvåde, naturkatastrofer, valutarestriktioner, import eller eksportforbud, afbrydelse af den almindelige samfærdsel, afbrydelse af eller svigt i energiforsyningen, leveringsproblemer fra underleverandører, omfattende virus samt indtrædelse af force majeure hos underleverandører. Såfremt der indtræder force majeure, skal den ramte part snarest meddele den anden part, at en force majeure situation er indtrådt, og begge parter kan kræve eventuelle tidsplaner genforhandlet. Dersom force majeure situationen har varet i mere end 60 dage, kan hver af parterne vælge at annullere en indgået aftale for fremtiden.
Begge parter indestår for, at de selv samt deres ansatte og underleverandører, i enhver henseende vil behandle modtagne oplysninger fortroligt. Tavshedspligten viger for oplysningsforpligtelser, der måtte påhvile parterne i henhold til ufravigelige lovbestemmelser. Begge parter erklærer sig indforståede med til enhver tid, på opfordring fra den anden part, at returnere ethvert dokument eller andet materiale, som måtte være blevet udleveret dem i det omfang, det ikke vil hindre opfyldelse af en indgået aftale.
CLOUDED IT indestår for, at de medarbejdere der er ansat – og som beskæftiger sig med Kundens arbejdsopgave, har en blank straffeattest.
Når intet andet skriftligt er aftalt mellem parterne, erhverver Kunden alene en ikke-eksklusiv brugsret til resultaterne af CLOUDED IT’s ydelse. Enhver ret, herunder enhver immateriel rettighed samt ophavsret til materiale, der er udarbejdet for Kunden i forbindelse med opgavens udførelse, tilhører CLOUDED IT. CLOUDED IT kan frit anvende det udviklede og dele deraf samt den under arbejdets udførelse oparbejdede know-how, til brug for andre kunder. Til udstyr erhverver Kunden ejendomsretten, medmindre andet fremgår af den indgåede aftale. Til standardprogrammel erhverver Kunden de i programmellets licensbetingelser angivne rettigheder. Vareleverancer er omfattet af ejendomsforbehold, indtil den fulde købspris er betalt.
Aftaler indgået mellem CLOUDED IT og kunden er som udgangspunkt uopsigelige fra begge parters side, indtil den i den indgåede aftale specificerede ydelse eller vare er leveret. Aftaler om løbende ydelser, såsom f.eks. vedligeholdelsesaftaler, kan altid opsiges af CLOUDED IT med 30 dages varsel, medmindre anden aftale indgås. I tilfælde af Kundens væsentlige misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til nærværende generelle vilkår, er CLOUDED IT berettiget til uden varsel at ophæve en med Kunden indgået aftale, hvis Kunden ikke uden ugrundet ophold bringer misligholdelsen til ophør.
Opstår der uenighed eller problemer mellem parterne i forbindelse med opfyldelsen af en indgået aftale, kan hver af parterne indkalde til et møde med deltagelse af en repræsentant fra hver af parterne. Såfremt en opstået uoverensstemmelsen ikke lader sig løse ved et sådant møde, afgøres sagen ved de ordinære danske domstole ved CLOUDED IT’s hjemting. Dansk ret finder anvendelse.
Clouded IT ApS – Baldersbækvej 2 – 2635 Ishøj – Tlf.: +45 4414 7575 – Email: info@clouded.dk